Syntetiske farvestoffer i vævet stof: En købervejledning til klasser og holdbarhed

Syntetiske farvestoffer: En definition, der overlever en fabriksrevision

Et syntetisk farvestof er et farvestof syntetiseret i en kemisk fabrik fra petrokemiske eller kultjære-mellemprodukter, og i kommerciel handel er det navngivet af et farveindeks (CI)-nummer, der fastsætter dets kemiske familie og den metode, der bruges til at anvende det.

Mauveine, produceret af William Perkin i 1856, var det første kommercielt succesrige eksempel, og inden for to generationer havde det fortrængt naturlig indigo, madder og cochenille fra den europæiske tekstilhandel. Azo-, anthraquinon- og phthalocyanin-kemien fulgte, og CI-systemet blev bygget præcist, så en mølle i ét land og et mærke i et andet kunne skændes om det samme molekyle ved navn.

"Navy" er en farve, ikke en specifikation. Denne flåde kan være et reaktivt farvestof på bomuld, et karfarvestof på den samme bomuld, et svovlfarvestof på en arbejdstøjstwill eller et pigment, der holdes på overfladen af ​​et belagt stof. I en lyskasse kan de ikke skelnes. I en vasketest, en klorblegeplet eller en to-årig opbevaringsprøve opfører de sig intet ens. En køber, der kun skriver "marine, 4-5 vaskeægthed" har overdraget valget af kemi til møllen. Fiber-to-dye matchningslogikken bag dette valg er beskrevet her guide til at matche farvetyper til fibre .

Seks farvestofklasser dækker de fleste vævede ordrer, og hver af dem fejler forskelligt

Seks farvestoffamilier fører næsten al produktion af vævet beklædning og hjemmetekstil, og det fasthedsloft, som hver enkelt sætter, er det mest nyttige at sammenligne, når tilbud kommer til forskellige priser.

Pigment- og bindemiddelsystemer sidder lige uden for denne liste og betyder noget for coatede stoffer, hvor farven er en overfladefilm snarere end en fiber, der har absorberet farvestof. Det er en anderledes diskussion med anderledes slid- og krumningsadfærd.

Matchende farveklasse til fiber sætter fasthedsloftet

Fiberblandingen på ordren, ikke farvekortet, afgør, hvilken farveklasse der er tilgængelig, og den tilgængelige klasse sætter et hårdt loft, som ingen efterbehandlingsopskrift kan løfte.

• Bomuld og hør: reaktiv er standard; moms er specificeret til arbejdstøj, industriel vask og nuancer, der skal overleve blegemiddel.
• Viskose, modal og tencel: reaktive farvestoffer fikserer godt, men fibrene er alkali-følsomme, så kaustisk dosering og doseringstid kontrollerer styrketab og overfladeflimmer.
• Polyester og poly-bomuld: fordeles på polyesteren, reaktiv på bomuld; i et enkelt bad kan det disperse farvestof plette bomuldssiden, og varme i opbevaring kan trække farven tilbage til overfladen.
• Uld og uldblandinger: syre eller metal-komplekse farvestoffer, ofte i en to-trins rute sammen med cellulosekomponenten.

Bomuld-Tencel Twill farvet klud med stretch Denne bomulds-Tencel stretch twill kombinerer en blød, åndbar hånd med holdbarhed og drapering, hvilket gør den relevant til fritidstøj, arbejdstøj og modetøj. Se produkt →

En farve kan matches på næsten ethvert underlag. En hurtighedsstandard kan ikke.

Det er grunden til, at en mølle, der farver rent bomuld smukt, stadig kan kæmpe med en bomuldstencel-twill: den samme reaktive kemi opfører sig anderledes, når en tredjedel af fiberen er regenereret cellulose, og skyllesekvensen skal ændres med den.

Lab Dips bekræfter farve, ikke produktionsadfærd

En lab-dip er en farveaftale, ikke en præstationsaftale, så behandl godkendelse som det første af fire trin frem for slutningen af samtalen.

1. Ret standarden først. Navngiv testmetoderne før den første dyk: ISO 105-C06 til vask, ISO 105-X12 til gnidning, ISO 105-B02 for lys, med lyskilden (normalt D65) og en skyggetolerance på delta E 1.0 eller bedre på CMC 2:1.
2. Godkend dypningen på det rigtige underlag. En dukkert slået på en andens greige beviser meget lidt; forberedelsen af ​​dit eget stof, dets pH og dets sugeevne er en del af resultatet.
3. Kør en pilot på 50 til 100 meter på produktionsudstyr, og mål derefter skygge ved både kantkanter og midten og i hovedet og halen af ​​løbet. Det er her, notering og tailing først vises.
4. Hold førstegangs bulkprøver og gentest ægtheden. Farve målt på de første 10 meter er ikke et bulkresultat, og der er heller ikke angivet et ægthedstal fra laboratoriedykket.

Hurtighedstal der er værd at skrive ind i specifikationen

Fire målte værdier fanger de fleste bulk-tvister: vaskeægthed, gnideægthed, lysægthed og skyggetolerance mellem dyk og bulk.

Dybe nuancer er det sædvanlige fejlpunkt. Våd gnidning falder, når ufikserede farve- og skyllemiddelrester sidder på overfladen, og en grundig afsæbning efter farvning koster ofte et halvt point. Lysægthed er det tal, der oftest citeres fra en leverandørs generiske tekniske blad; Spørg efter resultatet på din farve, i din dybde, målt af et navngivet laboratorium og målt efter én husvask i stedet for på den nyfarvede prøve.

Hvor bulkfarvning går galt, og hvordan det ser ud

De fleste bulkfarve og ægthedsfejl er maskin- og procesfejl snarere end kemifejl, og de dukker op de samme seks steder.

1. Tailing eller afslutningseffekt: hovedet og halen af ​​en jig- eller bjælkebatchfarve i forskellige hastigheder, efterhånden som badet løber ud, hvilket efterlader en målbar gradient langs længden.
2. Liste: en nuanceforskel fra kant til centrum, normalt fra ujævnt polstringstryk, skudspænding eller udtørring over hele bredden.
3. Termisk migration: dispergerende farvestof på polyester bevæger sig til overfladen under opbevaring eller presning, hvilket giver en krumningsfejl uger efter, at varerne har bestået inspektionen.
4. Krydsfarvning: i en et-bads polybomuldsrute, dispergerer farvestof, der skal forblive på polyesteren, sætter sig på bomulden og sløver skyggen.
5. Bronzing og sløvhed i overfladen: Overreduktion eller en overdosis af kationisk efterbehandling ændrer overfladen, så farven læses mørkere og mere grå end dippen.
6. Plettet fiksering: ujævn alkalidosering eller inkonsekvent doseringstid efterlader en del af batchen underfikseret og en del overskygget.

Bomuld tilberedt til farvning af klude En PFD-bomuldsserie med syv stoffer til farvning af beklædningsgenstande, rettet mod hurtigtsælgende mærker og e-handelslinjer, der har brug for kortere produktionscyklusser. Se produkt →

Flere af disse starter før farvebeholderen. Greige med variabel absorptionsevne, reststørrelse eller en pH uden for 6 til 7 vil give et stribet resultat, som ingen farveopskrift kan redde, hvilket er grunden til, at der overhovedet findes programmer, der er forberedt til farvning.

Omkostninger, spildevand og bæredygtighedsspørgsmålet

Den billigste farvningsvej er normalt den, der fikserer mest farvestof, ikke den med den laveste kemikaliefaktura.

Reaktiv farvning fikserer typisk 60 til 70 procent af farvestoffet på fiberen; resten hydrolyseres og efterlades i vaskevandet sammen med 40 til 100 g/L salt i udstødningsveje. Karfarvning koster mere pr. kg, men når en højere ægthed og behøver ikke salt. Svovlfarver er billige og vaskehurtige, men bærer en sulfidbelastning, der kræver dedikeret behandling. Begrænsede stoflister, uanset om det er REACH bilag XVII, et mærkes egen liste eller ZDHC-fremstillingslisten, skubber i stigende grad købere mod højfikserings- og lavsaltruter af samme grund: mindre kemi ind, mindre kemi ud.

GRS Genbrugsbomuld Fløjlsfarvet stof En stretch bomuldsfløjl med genbrugsindhold, der giver en væsentlig følelse og holdbarhed til bæredygtige modeapplikationer. Se produkt →

Genbrugsindhold komplicerer billedet yderligere: Genbrugte bomuldsfibre er kortere og absorberer farve mindre ensartet, så nuancens konsistens afhænger mere af forberedelse og blanding end af farveopskriften. Praktiske muligheder gennemgås i dette stykke på bæredygtige farvningsmetoder og deres afvejninger .

Hvad skal du sætte på indkøbsordren

Skriv farvestofklassen, testmetoden og tolerancen ind i ordren, for alt, der står åbent, vil være optimeret til farveriets omkostninger frem for din risiko.

• Farveklasse og CI-reference for hver farve, ikke kun et Pantone-nummer
• Substrat, blandingsprocenter og greige kilde
• Hurtighedsmetoder med pass-tærskler, pr. farvedybde
• Skyggetolerance i delta E CMC 2:1, plus lyskilderne til kontrol
• pH- og sugeevnegrænser for klargjort til farvning
• Begrænset stofliste og dens versionsdato
• Retentionsprøve pr. batch, opbevaret i mindst tolv måneder

Fastholdelsesprøven er den billigste forsikring på listen. Når en gentagelsesordre ankommer ni måneder senere, og skyggen driver, afgør en forseglet prøve fra den oprindelige bulkkørsel argumentet på ti minutter og fortæller laboratoriet, hvilken retning der skal rettes.

Ofte stillede spørgsmål

Er syntetiske farvestoffer værre for tekstiler end naturlige farvestoffer?

Ikke i sagens natur. Naturlige farvestoffer har brug for bejdsemidler, varierer med høsten og gengiver sjældent en skygge inden for et delta E. Miljøforskellen kommer fra fikseringsgrad, saltbelastning og spildevandsbehandling, ikke fra om molekylet er lavet i en plante eller dyrket på en mark.

Hvordan kan jeg se, om et stof er farvet med reaktive eller karfarvestoffer?

Spørg først efter CI-nummeret på møllens tekniske blad. En plettest med fortyndet klorblegemiddel giver en feltindikation, da de fleste karfarvestoffer modstår det, mens mange reaktive farvestoffer ikke gør det, men aflæsningen er ikke endelig og bør ikke bruges som en kontraktlig test.

Hvilken skyggetolerance er realistisk mellem lab dip og bulk?

Delta E 1.0 eller bedre på CMC 2:1 er realistisk for solide mellemtone nuancer på bomuld. Dybe sorte, skib og blandinger har ofte brug for 1,5, og tolerancen skal måles på tre punkter på tværs af bredden plus hoved og hale af batchen.

Kan en off-shade bulkordre genfarves?

Undertiden. Topping for at blive mørkere er almindeligt og normalt sikkert; stripning og genfarvning risikerer styrketab, ændret håndtag og et nyt metameriproblem. Hvis skyggen er ude, men holdbarheden allerede er marginal, forbedrer genfarvning sjældent situationen.